Skrevet af Trine Blumensaadt, professionsbachelor i fysioterapi og diplom som klinisk underviser
En kontorskade er smerter og gener, som er opstået i forbindelse med kontorarbejde. Sidder du foran en computer det meste af dagen, er der en øget risiko for, at du udvikler en eller flere fysiske skader. Her får du nogle gode råd til at forhindre fysiske smerter og gener på arbejdet.
Hvorfor opstår en kontorskade?
Du kan få en kontorskade i hele kroppen. En kontorskade indebærer typisk en overbelastning af muskler og sener. Når du sidder ned, er det dine små stabiliserende muskler, som belastes. Disse muskler er med til at opretholde vores led i samme stilling. Når de små stabiliserende muskler bliver trætte, reagerer de med ømhed og stivhed. Du vil typisk opleve, at ømheden og stivheden aftager, når du begynder at bevæge dig. Det betyder, at du kan opleve lokale smerter, ømhed og rødme omkring det påvirkede område. Ignorerer du de ømme og stive muskler, kan du over tid opleve smerter og konstante muskelspændinger. I nogle tilfælde kan du opleve udstrålende smerter, såsom spændingshovedpine eller smerter i arme eller ben.