Godt at vide

Hvorfor knækker led?

Skrevet af Stefan Rissom Witt, professionsbachelor i fysioterapi

Har du nogensinde undret dig over det karakteristiske "knæk", når du knækker fingre eller tæer? Mange frygter eller kender til myten om, at lyden kan være skadelig og endda føre til gigt.

Hvad er det der sker i vores led, når vi knækker dem?

Når du hører et knæk i dine fingre eller fodled, sker det, fordi du bøjer, trækker eller strækker leddene. Lyden skyldes små luftbobler, der dannes i ledvæsken, når trykket ændres i leddene. Når du knækker fingrene, strækkes leddene, hvilket får volumen og pladsen i leddet til at ændre sig, og trykket i ledvæsken falder. Dette tryk får de små luftbobler i ledvæsken til at sprænge, og det er denne pludselige bristen af luftboblerne, der laver den karakteristiske knæk-lyd.

Det, der sker, er egentlig overordnet det samme som når en kiropraktor arbejder med at bringe led i yderpositioner og udfører 'knæk' i forskellige led. Her vil man ofte opleve en følelse af lettelse, frihed og bevægelighed i det eller de led der behandles. Det er det samme der gælder, når man knækker fingre.

Kan det at knække led føre til gigt?

Det er en myte og en misforståelse, at det at ”knække” led kan føre til gigt. Forskning og studier har gentagende gange vist, at der ikke er nogen klar sammenhæng mellem de to.

Eksempelvis blev der i 2011 udført et studie med 300 personer, hvoraf den ene halvdel regelmæssigt knækkede fingre, og den anden halvdel ikke gjorde. Som led i den generelle undersøgelse blev der brugt røntgenbilleder til at fastslå tilstanden i deltagernes led. Man fandt ingen forskelle mellem de to grupper.

Dog kan markant og gentagende knæk af led i sjældne tilfælde føre til svaghed eller hævelse i leddene samt nedsat styrke i fingrene. Som udgangspunkt er det dog uskadeligt.

Er du i tvivl ift. dine knæklyde, gør det ondt eller fremprovokeres andre ledsagende symptomer, skal du altid søge læge - også hvis du er i tvivl.

Kilder
https://www.mcgill.ca/oss/article/medical-you-asked/cracking-your-knuckles-not-bad-it-sounds

https://netdoktor.dk/muskler-led-og-knogler/sygdomme/er-det-skadeligt-at-knakke-fingre/