Skrevet af Christina Louise Fæster, fysioterapeut og cand.scient. i idræt og sundhed
Har du nogensinde oplevet muskelsmerter, hold i ryggen eller en hovedpine, der bare ikke vil gå væk? Måske overvejer du at tage en smertestillende pille, men har du tænkt på, hvordan massage kan påvirke din dagligdag og dit velvære både på kort og lang sigt?
Massage er ikke kun en løsning til akut smertelindring. Det kan også give dig lindring, hvis du lider af kroniske smerter, stress eller ømme muskler efter træning. Selvom massage måske er ved at glide ud af den fysioterapeutiske praksis på grund af manglende evidens, er der stadig mange gode grunde til at overveje massage som en behandlingsform.
Berøring er essentiel for dit velvære og din livskvalitet. Fra det øjeblik, du blev født, har berøring været en kilde til trøst og velbehag. Massage er en professionel måde at give denne berøring på, og det kan have samme positive effekt som berøring fra en, du holder af.