RICE-princippet
Den mest kendte og traditionelle tilgang til akut skadesbehandling har længe været RICE-princippet, som indebærer:
- Rest (Ro): Undgå at belaste det skadede område.
- Ice (Is): Anvend is på skadesområdet.
- Compression (Kompression): Læg en fast forbinding omkring det skadede led.
- Elevation (Elevation): Hold det skadede led hævet over hjertehøjde.
RICE-princippet er i dag stadig relevant for at mindske hævelse og smerter i den akutte fase.
Is eller ej?
Når en skade opstår, er den akutte behandling afgørende for at mindske hævelsen og smerterne. Dette har traditionelt set inkluderet brugen af is. Nyere forskning har dog nuanceret synet på brugen af is i forbindelse med skader.
Is kan effektivt lindre smerte, men der er begrænset bevis for, at det reducerer hævelse eller fremskynder helingsprocessen. Faktisk kan langvarig brug af is potentielt forsinke helingen, da det kan hæmme den naturlige betændelsesreaktion, som er nødvendig for kroppens reparation af væv.
Anbefalingen for brug af is
Anbefalingen lyder på at bruge is primært til smertelindring i den akutte fase. Læg is på det skadede område i 10-20 minutter ad gangen, og gentag med pauser. Husk altid at bruge et klæde mellem isposen og huden, da den ikke må være i direkte kontakt med huden.
Fra RICE til PRICEM, POLICE, PEACE og LOVE
Med en dybere forståelse af kroppens helingsmekanismer er RICE-princippet blevet videreudviklet. En af de første ændringer var tilføjelsen af Protection (Beskyttelse) og Mobilisation (Mobilisering) til RICE, hvilket skabte PRICEM-princippet.