Mentalt velvære

Bedre trivsel og mental sundhed

Mental sundhed styrker din trivsel. Du kan bedre udfolde dine evner, du kan bedre håndtere hverdagens udfordringer, og du kan bedre indgå i fællesskaber med andre mennesker.

Mentalt sund er ikke det modsatte af mentalt syg, men handler blandt andet om de ressourcer og teknikker, du har at trække på i det daglige, og når du er under pres.

Siden 2010 er andelen af voksne danskere med dårligt mentalt helbred desværre steget. Det er vigtigt at være opmærksom på, hvordan du har det, for mistrivsel over tid påvirker din mentale sundhed. Halter den mentale sundhed, stiger risikoen for at udvikle sygdomme som fx hjerte-kar-sygdomme, depression og angst.

Mental sundhed kan du styrke via balance, gode relationer plus meningsfulde og konstruktive fortællinger om dig selv. Her får du en række konkrete teknikker, der kan være en hjælp i dagligdagen.

Teknikker, der giver fysisk energi

  • Lav åndedrætsøvelser. Tag dybe indåndinger, helt ud i tæerne på denne måde:
    • 4 sek. indånding
    • 2 sek. hold vejret
    • 7 sek. udånding
    • Gør det i 5 minutter. Sæt en alarm, så din hjerne ikke fokuserer på, hvor lang tid der er gået. Det optimale er, at du gør det tre gange dagligt - fx morgen, middag og aften. Men en enkelt gang hver dag gør også en forskel.
  • Stå op, mens du arbejder. Hvis du har stillesiddende arbejde, så kom op at stå. Helst 20 minutter hver time. Hvis du har hæve-sænke bord, er det nemt. Hvis ikke, så prøv fx at vænne dig til, at du står op, når du taler i telefon.
  • Spar på kunstigt lys før sengetid. Lyset fra smartphone, tablet og andre elektroniske enheder udsender blåt lys, der aktiverer din hjerne. Også selvom dine enheder er på aften-/natfunktion. Sluk derfor for alle skærme en halv time før, du lægger dig til at sove.

Teknikker, der giver mental energi

  • Arbejd efter 25-5 metoden. Arbejd uden afbrydelser i 25 minutter (indstil tidtagning), og hold derefter 5 minutters pause. Efter 4 runder holder du en længere pause (15-30 minutter). Denne teknik hedder "The Pomodoro Technicque", og er inspireret af det italienske tomatur (svarer til det danske æggeur).
  • Skriv taknemmelighedsdagbog. Notér hver dag tre gode/sjove ting, der er sket for dig i løbet af dagen. Brug maks. 5 min på det – fx før sengetid. Noter det i en lille bog, og ikke på din telefon, så du undgår det blå lys.
  • Bag enhver adfærd er der en positiv hensigt. Gå altid ud fra en positiv antagelse. Tænk fx "god person – uheldige omstændigheder". Din kollega kan også have en dårlig morgen.
  • Brug tid sammen med andre. Social kontakt giver energi. Brug tid på at være sammen med mennesker, der gør dig godt.